Perfekt, jeg slap igennem nåleøjet til en mini uddannelse, som haveambassadør – et projekt som PØ (Praktisk Økologi) står for i forbindelse med deres projekt “Mere liv i haven”. Projektet er kommet til verden i samarbejde med Velux Fonden. Glæder mig til at bygge videre på min viden.

Ideen med projektet er at uddanne allerede havekyndige i at formidle økologi i praksis gennem kurser og oplæg, til at organisere frivillige der arbejder med økologi og haver, til at inddrage lokale samarbejdspartnere og medier, og til at skabe flere aktiviteter lokalt, der kan styrke økologien.

 

Mere Liv i Haven skaber rammerne for at flere haveaktiviteter kan finde sted lokalt, så havefolket kan dele viden, dele havernes overflod, og blive inspireret til selvforsyning på helt nye måder. Ønsket er at få både mennesker og grøntsager til at gro, gennem praktisk viden formidlet i haverne, og lokalt samarbejde der sætter handlinger bag de økologiske værdier.

Lokale havenetværk er derfor kernen i den praktiske formidling af økologisk havedyrkning og økologisk livsstil, ligesom Haveambassadørkurserne vil sikre, at der lokalt er ressourcepersoner til at igangsætte vigtige lokale samarbejder med økologi og haver i centrum.

Noget af teksten er lånt fra Mere liv i haven